Du får simpelthen ti år mere at leve i ved at bo i seniorbofællesskab

Politiken besøgte Frødalen
4. september 2017

Der er liv og glade dage hos beboerne i seniorbofællesskabet Frødalen. De har fået opfyldt drømmen om en tilværelse, hvor nabohjælp og fællesskab kendetegner dagligdagen.

Seniorkollektiv

Hjemmeprintede sanghæfter bliver delt ud mellem kaffestel, nybagt chokoladekage og halvspiste flødeboller, mens snakken går lystigt blandt de fremmødte.

»Så er det tid til ’X Factor’«, siger 65-årige Asger Birk Jensen, mens han fordeler sanghæfterne. Han er formand i seniorbofællesskabet Frødalen i Høje-Taastrup, hvor 31 ældre og aktive borgere bor side om side og forsøger at støtte hinanden gennem den tredje alder. »Det er okay, at man synger falsk – er det ikke?!«, lyder det fra bordenden, hvor en ældre herre netop har taget sidste slurk af sin kaffe.

Beboerne er samlet i fælleshuset, der bogstavelig talt er centrum for det sociale liv i seniorkollektivet. Her mødes de hver onsdag til eftermiddagskaffe og hygge.

»Frødalen er som en lille western-landsby, hvor vores huse er salooner, der ligger i en cirkel, centreret omkring ammunitionshuset«, fortæller Asger Birk Jensen.

Pludselig bryder Joan Kildentoft Jørgensen ud i sang. Med en alder på 52 år er hun seniorkollektivets yngste beboer. »Duuu er miin øjesten, en lille bitte dejlig eeen«, synger hun.Men hun tyvstarter, for alle har endnu ikke fået et sanghæfte. »Hov-hov, nu skal vi lige være enige om, hvad vi synger, inden vi går i gang«, lyder det fra formanden.

Populært, men svært

Første spadestik til seniorbofællesskabet Frødalen blev taget tilbage i 2006, men det stod først klar til indflytning to år senere. Manden med skovlen var den dengang 68-årige Arne Pallesen, som stadig bor i Frødalen.

På landsplan blev der fra 2005 til 2016 opført 24 seniorbofællesskaber, mens antallet fra 1993 til 2004 lå på 124. Der er altså sket et markant tilbagegang i etableringen af seniorbo-fælleskaber i Danmark, men ifølge tal fra Realdania skal det på ingen måde tolkes som et udtryk for manglende interesse for boformen. Tværtimod.

Alene i 2016 ytrede omkring 80.000 danskere ønske om at flytte i seniorbofællesskab inden for nær fremtid, mens der lige nu er registreret flere end 8.000 borgere på venteliste, og tallet stiger. Ifølge oplysninger fra Ældre Sagen eksisterer der minimum 308 seniorbofællesskaber som det i Frødalen, der tilsammen kan huse omkring 7.000 seniorer og ældre. Men det er tilsyneladende ikke tilstrækkeligt i forhold til efterspørgslen, og derfor må drømmen om bofællesskabet for mange ældre blive ved det.

Den store popularitet og interesse for boformen mærker de også i Frødalen, hvor der ud over at være fuldt hus lige nu står 15 håbefulde par på bofællesskabets venteliste til at flytte ind.
»Jeg plejer at sige det ligeud, når folk ringer og spørger, om de kan komme på venteliste her i Frødalen. Jeg vil ikke give falske forhåbninger, og derfor fortæller jeg altid, at vi i forvejen har 30 på venteliste. De må selvfølgelig gerne blive skrevet op, men realistisk set er deres chancer bedre, hvis de søger andre steder hen«, siger Asger Birk Jensen.

Sammen med Joan K. Jørgensen sidder han i Frødalens ventelisteudvalg. Inden de beslutter, hvem der får lov at komme på venteliste, og hvem der ikke gør, tager de altid en personlig samtale med de interesserede. »Det, vi særligt kigger efter, er, om folk har lyst til at engagere sig og er aktive. De skal have lyst til at bo i et fællesskab og ikke bag deres egen hæk – og så skal der selvfølgelig være en god kemi«, siger Joan K. Jørgensen.

Kravet til kommende beboere er endvidere, at de er fyldt 50 år og ikke har hjemmeboende børn. De må dog gerne have både hund og kat.

Fut i fejemøget

Ud over onsdagskaffe udgør fælleshuset i Frødalen også rammen for filmaftner, gymnastik og kreativt værksted. Det er her, beboerne deler liv og røverhistorier med hinanden. Langs væggene hænger små malerier, som beboerne selv har malet. Nogle er abstrakte og farverige, mens andre har tydelige motiver og er detaljerede. Senere på året afholder bofællesskabet en auktion, hvor højestbydende får lov til at tage maleriet med hjem.

»Prøv lige at se den her«, lyder det fra formanden, der kommer traskende med en vægtstang på fire kilo – egentlig hedder det en bodybar.
Med begge hænder knyttet omkring den løfter han vægtstangen op over hovedet i strakt arm. Vægtstangen er et af de remedier, som Frødalens beboere bruger, når de holder gymnastiktræning i fælleshuset.
Alles opmærksomhed er nu rettet mod formandens optrin. En ældre kvinde med kortklippet hår rejser sig op og rækker ud efter bodybaren. Hun vil også være med. Der spreder sig en fnisen, og man fornemmer tydeligt, at et underholdende indslag er under opsejling.

»Lad mig lige låne den engang«, lyder det beslutsomt fra Tove Mogensen på 74 år. Hun er enlig og har boet i Frødalen siden 2006. »Jeg var død, hvis ikke jeg var flyttet i bofællesskab. Du får simpelthen ti år mere at leve i ved at bo sådan et sted«, siger hun.

Med en hurtig bevægelse bliver vægtstangen vendt fra vandret til lodret. Tove planter den ene ende i gulvet og lægger sin hånd på toppen, som var det hendes stok. Men det er langtfra en stok, Tove har i tankerne, for pludselig smyger hun det ene ben omkring stangen og kaster sig ud i sensuel poledance til stor begejstring for hele forsamlingen. »Det er jo ren side 9-pige det der!«, bliver der råbt. En kollektiv latter fylder fælleshuset og sætter gang i tilråb og klapsalver. »Jeg synes, det er fantastisk at bo sådan et sted«, siger Asger Birk Jensen.

Netværk til den tredje alder

Et stykke fra festlighederne i fælleshuset sidder Joan K. Jørgensens mand, Ole, trygt og godt i sin lænestol, mens han ser cykelløb.

De har boet i Frødalen i godt to år, og selvom beslutningen om at flytte i seniorkollektiv var fælles, var det særligt for at opbygge et netværk til den tredje alder, og Joans frygt for at ende alene, der blev udslagsgivende for det endelige valg.

»Min mand er 15 år ældre end mig, og jeg har ingen børn. Hvis naturen går sin gang, vil der være en dag, hvor jeg er helt alene. Men hvis jeg allerede nu kan opbygge et netværk, så er det godt. Man kan ikke forlade sig på familien, man må selv sørge for, at få gjort noget ved dagene, siger Joan.

Del siden