Opskriften på den gode alderdom

Artikel i Taastrup Avis uge 21. 2011
Af Mia Harm Madsen.

 

Fællesskab. I bofællesskabet Frødalen kan beboerne ikke forestille sig et alternativ til den fælles boform. Her kan man altid banke på og spørge, om der er kaffe på kanden, og ingen sidder og bliver ensomme.

Der er ingen grund til at sidde alene og kede sig hele sin alderdom, hvis man kan undgå det. Det er beboerne i bofællesskabet Frødalen helt enige om, og det er netop derfor, at de har valgt at bo så tæt sammen.

For fire år siden stod bofællesskabet klar, og det var efter syv års kamp. Først havde bofælles-skabet udset sig en grund ved Mølledalen, men den blev fredet, og naboerne ønskede heller ikke, at der skulle bygges et bofællesskab der. 

Det gik der nogle år med, men i dag kunne beboerne i Frødalen ikke tænke sig at bo nogle andre steder. Faktisk har beboerne det så godt, at det er rygtedes, og at der nu er kommet folk på venteliste til at flytte ind, når der kommer en ledig bolig, og bofællesskabet vil gerne have flere på ventelisten.

»For at bo her skal man være socialt anlagt. Det her er som en lille landsby, hvor alle ved alt om alle. Der er ingen, der får lov at ligge og dø alene her og først blive fundet tre uger efter.«, forklarer Arne Pallesen. I det hele taget er de 30 beboere i Frødalen fælles om mange ting, og det er da også én af betingelserne for at blive ny nabo. Der er fællesspisning, fællesfødsels-dage, fælles havearbejde og fælles kaffemik om onsdagen – men alt med måde, for har man ikke lyst til at deltage en gang i mellem, er det også helt OK.

Men det der med at være fælles er grundstenen i bofællesskabet, og alle kommer med det, de kan. »Nogle elsker at lave mad, og andre elsker at spise det«, siger Arne Pallesen og griner.
På de fælles arealer og i haverne ved husene, har nogle påtaget sig at ordne have for dem, der ikke kan, mens dem, der ikke kan ordne have, så kan gøre noget andet.

Ringer ind til kaffe

I det hele taget er beboerne enige om, at det er en fantastisk måde at bruge sin alderdom på. Man behøver ikke sidde alene, hvis man ikke har lyst til det. På fælleshuset er en klokke, og keder man sig, kan man ringe på den, og derefter lave en kande kaffe. Efter lidt tid kommer folk ud fra deres huse, så der er altid nogen at drikke kaffe med. For beboerne handler fællesskabet også om trygheden i, at der altid er nogen omkring, hvis man skulle få brug for hinanden.

Ikke et oldekolle

Ordet »oldekolle« bruges i flæng om bofællesskaber for ældre, men det er ikke tilfældet her. »Vi er ikke et oldekolle, for vi har ikke fællesøkonomi«, siger Arne Pallesen. De 18 boliger i Frødalen er nemlig helt selvstændige, og de første beboerne har selv bestemt, hvordan deres boliger hver især skulle bygges, og derfor er boligerne meget forskellige. Boligerne er fra 70 til 100 kvadratmeter, men 10% er afleveret til fælleshuset, som er til glæde og fri afbenyttelse for samtlige beboere. Alle husene er indrettet som handicapvenlige boliger uden dørtrin og med brede døre, så man kan bo der, selv hvis man skulle få et handicap.

»Man kan bo her, til man skal bæres væk«, siger Arne Pallesen. Deri er Tove Mogensen helt enig: »Min aske skal spredes ud her på fællesarealet«, siger hun og peger ud på græsset. Da Lokalavi-sens udsendte kommer til at fnise lidt ved tanken, siger hun: »Jeg mener det!« »Så må vi da håbe, der er noget god gødning i dig, Tove«, lyder en kommentar fra Arne Pallesen.

Ualmindeligt men dejligt

Nye beboere tages grundigt i vurdering, inden de får grønt lys til at flytte ind. »Man kommer ikke ind efter hvilket nummer, man har på ventelisten. Vi inviterer de potentielt nye beboere med til fællesmøder, så vi kan lære dem at kende, så vi er sikre på, at det er de helt rigtige, der flytter ind, for vi skal være sikre på, at de ikke bare vil være sig selv. Hvis de bare vil bo et eller andet sted, så kan de gøre det alle vegne, men her skal man ville fællesskabet«, siger John Larsen, der er formand for bofællesskabet.

»Tidspunktet for, hvornår man skal på plejehjem, skubbes langt her. Det er ikke helt almindeligt at leve på den her måde, men det er dejligt«, siger Arne Pallesen.

Del siden